-
Rigmand lider nederlag i erstatningssag mod advokater
Source: BDK Borsnyt / 02 Jun 2025 04:27:20 America/Los_Angeles
Advokatselskabet Accura frifindes i en erstatningssag, som erhvervsmanden René Sindlev har anlagt. Det har Københavns Byret afgjort mandag. Accura og to jurister kan ikke gøres ansvarlige for, at erhvervsmanden blev beskattet af rådigheden over luksusyachten "Parsifal III". Skattemyndighederne har fastslået, at René Sindlev skulle betale 88 millioner kroner for rådigheden, har mediet Insidebusiness tidligere rapporteret. Men Sindlev mente, at rådgiverne, der udarbejdede et skattenotat om de mulige skattemæssige konsekvenser, skulle erstatte det tab, som han led ved beskatningen. Påstanden afvises imidlertid i mandagens dom. Her har tre dommere i byretten afgjort sagen. Normalt medvirker blot en enkelt dommer i byretten. René Sindlev er blandt andet kendt for at have tjent 2,8 milliarder kroner på at opbygge smykkekoncernen Pandoras amerikanske forretning. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/rigmand-lider-nederlag-i-erstatningssag-mod-advokater